Easy Peasy Pulled Pork

(inspireret af Foodfanatic.dk)

Du skal bruge:

ca. 1000 g nakkekam

3 spsk. paprika
2 spsk. barbecuekrydderi*
1 spsk. hvidløgspulver
0,5 spsk. stødt koriander
0,5 tsk. stødt chili
0,5 tsk. cayennepeber

*Min barbecuekrydderi (fra Santa Maria) indeholder desværre sukker, så ikke helt LCHF-venlig.

Fremgangsmåde:

Tænd ovnen på 100 grader alm. ovn.
Dup nakkekammen tør, bland ingredienserne til rub'en og massér den godt ind i kødet. Placer stegen i et fad, der nogenlunde passer i størrelsen (for at undgå at safterne fordamper), i med et stegetermometer og ind i ovnen.
Når kødet har en kernetemperatur på 95 grader tages den ud af ovnen og ser nogenlunde sådan ud:



Lad grisen hvile kort inden den skilles ad med to gafler. Nydes fx med den gode coleslaw.

TIP:
Start i god tid. Min steg stod i ovnen i 10 timer.
Prøv at vende kødet i safterne fra fadet, det giver ekstra smag (og fedt!!) og kødet smelter på tungen.
Jeg har tidligere (inden LCHF-livsstil) sprængt kødet natten over i en salt-sukkerlage. Det blev tilstrækkeligt saftigt til min smag uden sprængning. 

NB:
Fordi rub'en ikke indeholder sukker (udover den smule i barbecuekrydderiet) får stegen ikke et karameliseret ydre. Jeg savner det ikke.